Sammenfatning af WSAVA's anbefalinger om kastration/sterilisation af hunde og katte

Dette er en sammenfatning af WSAVA’s anbefalinger, som findes i deres helhed på: https://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/jsap.13724

WSAVA (World Small Animal Veterinary Association) har en Reproduktion Control Committee, der i 2024 udsendte kastrationsanbefalinger.

Mange husdyr opleves og behandles som familiemedlemmer, og deres ejere er optaget af deres bedste. Beslutninger om en eventuel kastration/sterilisation kræver derfor en omhyggelig afvejning af fordele og ulemper. Man anbefaler ikke længere kastration ureflekteret for alle dyr, men ser det som en individuel beslutning. Hovedårsagen til at anbefale generel kastration er populationskontrol, hvilket naturligvis er vigtigt for lande, der har problemer med løse hunde og katte. I Sverige har vi ikke det problem med hunde, men for katte er det en faktor at tage med i betragtning. Den svenske dyrevelfærdslov tillader ikke, at katte slippes løse til ukontrolleret formering, hvilket i praksis betyder, at kastration er den bedste løsning for katte, der må færdes frit udendørs. Loven tillader heller ikke avl med katte yngre end 10 måneder, hvorfor tidlig kastration ofte er nødvendig, hvis katten skal slippes ud. SVF’s (svensk veterinærforening) retningslinje om kastration/sterilisation af kat understøtter kastration fra 4 måneders alder.

Den svenske dyrevelfærdslov foreskriver, at operationer, der udføres på dyr, skal være medicinsk begrundede, men gør en undtagelse for kastration/sterilisation, som må udføres efter ejerens ønske. Undtagelsen blev indført i 1988. Før da skulle også kastrationer/sterilisationer være medicinsk begrundede. Det har historisk gjort, at vi i Sverige har haft en afventende holdning til massekastrationer.

Det har længe været kendt, at kastration/sterilisation kan medføre problemer med fedme, forringet pelskvalitet og inkontinens.

På det seneste er det blevet klart, at kastration/sterilisation også medfører øget risiko for visse sygdomme. Hyppigheden af visse tumorer øges, ledsundheden forringes, immunsystemet påvirkes, og visse adfærdsproblemer bliver mere almindelige. I hvor høj grad dette forårsager problemer for det enkelte dyr, varierer meget mellem racer og mellem individer. For at kunne vurdere, hvor stor vægt man skal lægge på disse faktorer, har man brug for information om hyppigheden af sygdommene i den enkelte race og nogle gange også i opdrætterens linjer. Denne information er sjældent let tilgængelig.

Kastration/sterilisation er en fortrinlig behandling af sygdomme i reproduktionsorganerne som pyometra og testikeltumorer, og man bør ikke tøve med at udføre operationen ved behov, men synspunktet om, at ansvarlige dyreejere altid kastrerer deres dyr, er forældet. Inden beslutning om kastration/sterilisation af et rask dyr træffes, bør man veje fordele og ulemper mod hinanden. Man skal også bestemme metode, og hvornår i dyrets livscyklus indgrebet skal udføres.

Kirurgi

WSAVA’s dokument indeholder et kapitel med beskrivelse af kirurgi med mange kirurgiske tips. Man fremhæver ovariektomi som at foretrække frem for ovariohysterektomi, hvis livmoderen ikke er forandret. For store hunde er en laparoskopisk operation en fordel. Man fremhæver teknikken med at bruge ligaturer med dobbelte slag og selvlåsende knuder (miller’s knot, constrictor knot, strangle knot). Ligaturen bør anlægges på eller kaudalt for cervix ved OHE, så alt livmodervæv fjernes med sikkerhed. Man anbefaler, at uterinarterier ligeres separat. En tæve bør om muligt steriliseres under anøstrus (ca. 3 måneder efter løbetid) for at undgå at udløse en falsk drægtighed. Man anser, at der er tilstrækkelige dokumentation for, at det ikke medfører øget risiko for tæven eller hendes laktation at gennemføre OHE ved kejsersnit. Ved kejsersnit kan placentaer, der sidder fast, efterlades i livmoderen.

Man fremhæver såkaldt “ovary sparing spay” og vasektomi som alternativer til sterilisation. Dette er ikke tilladt i Sverige ifølge den nuværende fortolkning af dyrevelfærdsloven.

Man bør ikke tøve med at sterilisere hunkatte under løbetid. Kastration af hanhund kan udføres med skrotal eller præskrotal adgang.

Kastration af kryptorkide hanhunde anbefales og gennemføres med fordel laparoskopisk. Hvis hunden er ensidigt kryptorkid, bør man altid lade scrotumtestiklen sidde, indtil den skjulte testikel er lokaliseret. Hvis ejeren kun ønsker at få den fejlplacerede testikel fjernet og ikke testiklen i pungen, bør ejeren oplyses om, at også testiklen i pungen har en øget risiko for tumorudvikling, samt at avl med en kryptorkid hund er uhensigtsmæssig. En hanhund med én testikel fungerer som en intakt hanhund. SVF’s retningslinje om kryptorkisme anser ikke, at kryptorkisme nødvendigvis kræver kirurgisk indgreb, men hvis det sker, er det acceptabelt kun at fjerne den fejlplacerede testikel, hvis dyreejeren ønsker det.

Antibiotikaprofylakse bør undgås. Smertelindring er vigtig. Den bør være multimodal.

Medicinsk kastration

I Sverige gennemføres medicinsk kastration hovedsageligt med Suprelorin, en gonadotropinagonist, der findes i to styrker, 4,7 mg og 9,4 mg, med en varighed hos hund på henholdsvis 6 og 12 måneder. Suprelorin hæmmer hypofysens udskillelse af LH og FSH, som igen styrer udskillelsen af kønshormonerne fra ovarier og testikler. Det er registreret til reversibel kastration af hanhund, hankat samt præpubertale tæver. Det anvendes i Sverige også off-label til hunkat. Hos kat er varigheden længere. Seriel implantation er mulig, og effekten er helt reversibel. Ved implantation får man først en såkaldt “flare-up”-effekt, hvor der hos tæven udløses en løbetid, og hos hanhunden opstår en højere koncentration af testosteron. Denne effekt varer i ca. 1 uge. Implantatet sættes som regel i det subkutane væv i nakken. Hvis man af en eller anden grund forudser, at implantatet kan have behov for at blive fjernet, bør man i stedet sætte det i navleregionen, hvor det kan lokaliseres. En sådan implantation kræver normalt sedering.

Til hunkat kan også gestagener anvendes. Perlutex 5 mg (medroxyprogesteronacetat) er registreret til dette formål. Gestagener øger risikoen for udvikling af pyometra og mælkekirteltumorer og bør ikke anvendes som permanent løsning.

Medicinsk kastration er et fremragende alternativ til at afdække kastrationens effekt på adfærden hos et individ.

Fordele og ulemper ved kastration/sterilisation

At forsøge at vurdere betydningen af de ændringer, der sker i kroppen ved kastration/sterilisation, er kompliceret. Kirurgisk kastration/sterilisation fører til kronisk forhøjede niveauer af hormonet LH (som har den effekt at stimulere ovarier/testikler til hormonproduktion, men som hos det kastrerede dyr ikke hæmmes af negativ feedback fra kønshormoner). LH har sandsynligvis en rolle i den øgede forekomst af tumorer, der ses hos kastrerede individer. Tumorer, der ses hyppigere hos kastrerede hunde, er mastcelletumorer, TCC, osteosarkom, lymfom og hæmangiosarkom. Sent kastrerede hanhunde løber en øget risiko for udvikling af prostatatumorer. Forskning om dette pågår, og nye fund kommer løbende.

Hvor stor vægt man skal lægge på disse fakta, skal vurderes i forhold til risikoen for en intakt hund af samme race og alder. Prostatatumorer er generelt meget sjældne, og den øgede risiko der ses efter kastration, gør dem lidt mindre sjældne, men diagnosen indebærer altid en katastrofe, da prognosen er meget dårlig. Det samme gælder for flere af de andre tumorer, men der er racer, hvor tumorerne forekommer naturligt i højere frekvens, og en øget risiko får da større betydning. Et sådant eksempel er osteosarkom hos rottweiler.

Hvordan hyppigheden af tumorer påvirkes af kemisk kastration med Suprelorin, er ukendt.

Kønshormonerne testosteron og østrogen har også effekter på immunsystemet, og autoimmune sygdomme er mere almindelige hos kastrerede hunde. Også her er der store variationer i naturlig hyppighed mellem forskellige racer.

Der findes tumorer, der kan behandles med kastration/sterilisation, vaginaltumorer er oftest hormonfølsomme, og visse mælkekirteltumorer viser mindre tendens til recidiv, hvis tæven steriliseres. Hos hanhunde kan analadenom behandles med kastration. Perinealbrok er også en lidelse, der behandles med kastration.

Ved behandling efter bakteriel prostatitis anses kirurgisk kastration ikke længere som en nødvendighed. Hunden kan også behandles livslangt hver 6. måned med osateronacetat, Ypozane, der har en antiandrogen virkning. Suprelorin kan også anvendes.

Tæver kan efter sterilisation rammes af inkontinens, dermatitis i vulvafolderne og vaginitis. Disse problemer er mere almindelige ved præpubertal kastration.

Tæver, der udviser adfærd, som af ejeren opfattes som problematisk under deres løbetid (løbeadfærd, kraftig falsk drægtighed osv.), kan med fordel kastreres. Tæver, der får vaginalprolaps under løbetiden, bør kastreres.

Ved adfærdsproblemer uden tydelig kobling til kønshormoner kan man ikke uden videre antage, at adfærden forbedres af kastration. Kastration/sterilisation kan i sig selv forårsage adfærdsproblemer (aggression mod mennesker, angstrelateret problematik), og når det gælder hanhunde, er det klogt at begynde med en kemisk kastration for at vurdere effekten på netop det individ. Kastration/sterilisation har oftest god effekt mod urinmarkering hos både hund og kat.

Det er vigtigt at indse, at puberteten er en udviklingsproces, der har stor betydning. Vækstzonerne i rørknoglerne lukkes, og væksten afsluttes dermed. Kønshormonerne har også effekter på hjernens udvikling. Hunde, der kastreres/steriliseres præpubertalt, viser dårligere indlæringsevne. Hanhunde gennemgår ofte en fase, der opleves som besværlig under puberteten. Det er uklart, hvordan hundens udvikling påvirkes af kastration/sterilisation under igangværende pubertet. Præpubertal kastration har vist sig at forringe ledsundheden hos visse racer. Tævens første løbetid påvirker sandsynligvis stamceller i mælkekirtlerne, noget der senere kan føre til udvikling af mælkekirteltumorer.

Hypothyreose og hyperadrenokorticisme er mere almindelige hos kastrerede/steriliserede individer. Ortopædiske problemer som hofteleddysplasi, albueleddysplasi, panosteitis, korsbåndsruptur og diskusprolaps er også mere almindelige hos kastrerede hunde. Der er kønsforskelle i hyppighederne, og alderen ved kastrationen har betydning.

Når det gælder katte, er det mindre kendt, hvordan kastrering påvirker sygdomsbilledet. Der er også et større incitament til at kastrere af adfærdsmæssige grunde, da det er almindeligt, at intakte katte urinmarkerer. Konstaterede problemer er især metaboliske med øget risiko for fedme og diabetes. Hyppigheden af katte med FLUTD er også højere hos kastrerede. Effekten på kattes tumorhyppighed er under vurdering. Eksempler på sygdomme, der forebygges med kastration hos kat, er mælkekirteltumor, pyometra og fibroadenomatose i mælkekirtler. Dyrearten ser ud til at blive mindre påvirket af præpubertal kastration.

Sammenfattende kan man sige, at kastration/sterilisation forebygger sygdomme i kønsorganerne, men øger risikoen for andre lidelser. I hvilken udstrækning det er berettiget at tage de øgede risici i betragtning, varierer stærkt mellem køn, racer og individer.

Dyrlægen har en meget vigtig rolle i at vejlede dyreejeren forud for beslutning om kastration/sterilisation. Det er vigtigt ærligt at kunne redegøre for kendte fordele og ulemper.

WSAVA’s anbefalinger findes i deres helhed på: https://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/jsap.13724

Helene Alm, specialist i hundens og kattens reproduktion, 2026-03-10